Mandag d. 17 juni havde ulvene det sidste møde inden sommeren, hvilket gjorde at hygge og leg var i højsædet.

Som det første skulle ulvene have gang i et bål så de kunne lave sig nogle lækre snobrød over gløderne. Dejen var rigtig god da lederne havde valgt at putte chokoladestykker i dejen. Det var også sjovt at se hvordan chokoladen artede sig når den blev varm over bålet.

Efter at have fortærret de varme snobrød stod den på diverse lege, hvor det bl.a. blev til british bulldog, kædetagfat og slurp.

Alt i alt havde ulvene et rigtig godt sidste møde, og lederne ser frem til at se dem alle igen efter sommerferien. Så hold øje med ulve side i starten af august, hvor efterårsprogrammet vil blive lagt op.

Med løftet ulvepote

Bagheera